Afrika vol. 9 (tanzania part 8)

Hej alle sammen.

Der er nu ikke lang tid til, at jeg forlader Tanzania, så dette bliver den sidste blog fra mit afrikanske eventyr. Jeg befinder mig på MS-Guesthouse sammen med de andre volontører, og er efterhånden ved at være klar til at vende hjem til Danmark. Jeg har brugt en del tid på det sidste på at reflektere over de fire fantastisk måneder, jeg har tilbragt i hhv. Kenya og Tanzania, men jeg tror alligevel ikke helt det er gået op for mig, hvor stor en oplevelse det har været. Mit billede af Afrika har rykket sig uendeligt meget, og jeg er utroligt glad for at have oplevet, hvor fantastisk et kontinent det er, og hvor meget mere Afrika har at byde på end, hvad man ellers går og tror. Afrika er virkelig meget mere og bedre, end hvad vi lærer derhjemme. Overalt er vi blevet mødt med åbne arme og gæstfri-hed, hvilket har været overvældende; især fordi det føles umuligt at give tilsvarende igen. Det har overrasket mig, hvor meget folk giver af sig selv uden at forvente noget igen, og det har været fan-tastisk at opleve.

Inden jeg tog herned havde jeg slet ikke tænkt på, at jeg ville komme til at knytte bånd til de men-nesker vi omgås, men jeg føler virkelig, at jeg er kommet tæt ind på livet af specielt vores ”familie” og eleverne på skolen, men også flere af vores kollegaer og deres familier. Afskeden har derfor væ-ret lidt ambivalent, for til trods for hvor meget jeg savner jer derhjemme, så er der virkelig også mange hernede, som jeg er kommet til at holde af, og vil savne. Det har gjort det lidt lettere, at jeg kan nøjes med at sige ”på gensyn” og ikke ”farvel”. I den sidste tid er jeg blevet overbevist om, at jeg bliver nødt til at vende tilbage inden for et par år – for at gense familien samt for at prøve kræf-ter med Kilimanjaro. Det ser jeg meget frem til.

Hvad der dog har overrasket mig endnu mere er, hvor meget jeg egentlig har lært om Danmark, mens jeg har været her. Det havde jeg slet ikke overvejet eller forventet hjemmefra. At være væk fra Danmark har gjort, at jeg sætter mere pris på Danmark, for hvor meget jeg end har nydt det her, så er jeg lykkelig for, at jeg skal hjem igen. Det er kombinationen af de mange spørgsmål om Danmark, vi har fået hernede, samt egne erfaringer med eksempelvis uddannelses- og sundhedssystemet, der har sat nogle overvejelser i gang, som jeg nok ellers ikke ville have gjort mig. For ja, Afrika har mange kvaliteter og meget at byde på, men på mange helt essentielle områder halter det gevaldigt, og det er mere end svært at se, hvordan tingene skal kunne ændre sig inden for en overskuelig tidsramme. Det gør det egentlig blot mere imponerende at se, hvordan folk bevarer optimisme og positive livssyn, men det er samtidig frustrerende, at der ofte er en så afslappet holdning til tingene. Det kan være svært at acceptere, at folk ”bare” tyer til bøn og Guds vilje, når lokummet brænder.

Så lige nu føler jeg mig meget privilegeret, fordi jeg bor i Danmark, for den måde tingene er skruet sammen på derhjemme bliver man nemt forvænt med, og jeg vil helst ikke bytte. Jeg håber på, at kunne beholde lidt af denne indstilling, når jeg kommer hjem, men ”desværre” bliver det nok hurtigt hverdag igen og Afrika kommer igen til at være meget langt væk. Jeg tager dog ikke desto mindre lidt af Afrika med mig hjem, om ikke andet så i form af gode minder, hundredvis af billeder samt en fyldt rygsæk. Jeg fortryder ikke et sekund min beslutning om at tage herned, og har haft fire uforglemmelige måneder.

Glæder mig til at gense jer alle.

Afrika part 8 (tanzania vol. 6) – MOSHI

Mambo vipi!

Hej alle sammen.

Så er det blevet tid til hvad der formentlig bliver den næstsidste blog i denne Afrika-føljeton. Lad mig starte med at tage tråden op fra sidste blog, hvor jeg sluttede at med at sige, at jeg ikke rigtigt har lært noget Swahili. Det passer imidlertid ikke, for pludselig en dag gik det op for mig, at jeg faktisk er begyndt at forstå en hel del af hvad folk siger, selvom det kniber noget mere med selv at brillere…

Sidst skrev jeg også, at jeg troede, at det var blevet sommer hernede. Det var desværre kun en kort fornøjelse, for efter blot en uges tid begyndte regntiden, hvilket vil sige tunge skyer hele dagen efterfulgt af et solidt regnskyl. Heldigvis er dette blot den lille regntid, så jeg håber på at kunne nyde solen lidt inden vi drager hjem til vinterdanmark. Vejret er nok det, jeg ser mindst frem til at komme hjem til.

Vi er netop hjemvendt fra fem fantastiske dage i Moshi, hvor vi jo skulle til bryllup lørdag. Brylluppet var en stor oplevelse, men langt fra højdepunktet på turen. Vi ankom sidst på eftermiddagen fredag efter en 7 timer lang bustur. Vi skulle bo hos vores bibi (”bedstemor”), som bor på et bjerg midt inde i junglen. Der var helt fantastisk; vi stod af daladala’en og måtte vade i ca. 45min gennem bananpalmer, kaffeplanter og mangotræer, krydse en interimistisk bro og forcere op til flere stejle skråninger for at nå frem til huset.
Aldrig har jeg set så frodigt et landskab eller indåndet så frisk en luft. Vores mor er vokset op på bjerget, og har hele sin enorme familie boende der også, så vi blev mødt af en horde af kvinder der gik bananas med deres særegne ndarawe-skrig. Det er en ret fed lyd, men også en smule skræmmende da alle disse kvinder kom stormende imod os. De viste sig dog alle at være frygteligt søde, og især vores bibi nåede jeg at blive rigtig glad for. Selvom vi blev grundigt præsenteret for alle har jeg ingen ide om, hvordan de forskellige relationer hænger sammen, men det er også svært når folk ikke engang selv er klar over, hvor mange søskende de har.

Selve festen var delt i to; dem der ikke var tætte på brudeparret måtte nøjes med at feste i bibis have, hvor der var mere mad end jeg nogensinde har set, og en kæmpe tønde med hjemmebrændt (bestående af bananer og noget hæsligt udefinerbart). Det er lunkent, gråt, klumpet og smager virkelig skidt, men især de gamle tog virkelig fra og tømte hver op til flere af de store 1½ liters dunke, der blev sendt rundt mellem gæsterne. Men når man, som flertallet af gæsterne, ingen tænder har, lærer man formentlig at påskønne alt hvad der er flydende og
nærende på samme tid.

Den officielle fest var for den nærmeste familie og vi var således omkring 500 gæster, hvoraf vi var en udvalgt skare på 25-35 personer, som var iført festens officielle farver (pink og creme). Der var uhyre meget dans den dag, først rundt om brudeparrets bil efter vielsen, dernæst igen rundt om bilen inden festen og sidst men ikke mindst så blev alle gaver leveret med en lille dans. Det var egentlig ret sjovt, men også tydeligt for enhver, at Mila og jeg ingenlunde har fået den afrikanske rytme ind i kroppen – flere grinte sågar højlydt da vi kom dansende op til brudeparret med gaven. Brudeparret (vores ”onkel” og ”tante”) sad hele aften som et par royale oppe på en slags scene, mens gæsterne sad ved små borde nedenfor. Det var meget anderledes fra danske bryllupper; der var knap så meget hygge, og det hele virkede lidt opstillet. Gæsterne så egentlig mest ud til at se frem til maden, så de efterfølgende kunne få afleveret gaverne og komme hjem, men sådan er det generelt hernede når man har gæster på besøg. Man snakker sjældent ret meget, og folk tager altid hjem straks efter maden. Faktisk var brylluppet sjovest i kirken, men det skyldes mest at en hønemor med sine mange kyllinger forvildede sig ind i kirken og løb rundt oppe ved alteret under vielsen.

Søndag var en helt fantastisk dag; vores mor ville rigtigt gerne vise os rundt ved Kilimanjaro, og det blev en uforglemmelig tur. Naturen var ubeskrivelig, der var alverdens træer, planter, frugter og blomster – faktisk var det slet ikke som man forestiller sig Afrika. Vi så også vandfald og besøgte underjordiske huler, som blev brugt under regionale stammekrige for ca. 200år siden. Det virkede noget amatøragtigt, der var ingen sikkerhed og vores eneste lys var en lygte som hele tiden måtte trækkes op med håndkraft, men det var helt vildt fedt. Der var desværre en masse skyer den dag, så vi kunne ikke se toppen af Kilimanjaro, men det gjorde ikke noget, for dagen var helt perfekt på alle andre områder. Vi grinede uafbrudt, og kom virkelig endnu tættere ind på livet af vores fantastiske ”mor”, som var den perfekte guide. Godt nok er hun ret fed i det, og hævdede da også at hun ville få brug for smertestillende medicin til at klare ømheden i kroppen, men hun tog det med et smil og grinte mere end Mila og jeg. Hende kommer jeg virkelig til at savne. Vores ”far”, derimod, ser vi ikke meget til. Han arbejder konstant og er ofte væk i et par dage af gangen. Når han så kommer hjem har han gerne en is med til os hver for at mildne ”mor”, hvilket overraskende nok virker – det var nok ikke gået helt ligeså smertefrit hjemme i Holbergsgade…

Mandag mødtes vi i Moshi med Nicoline, som bor i nabobyen Arusha. Det var en dejlig afslappet dag, som vi helligede til hygge, is og god mad i rigelige mængder. Hun bor hos en ret ”nitten” familie og kommer derfor ned til os på tirsdag, og bor et par dage her i Kibaha inden vi torsdag skal ind til MS-huset.
Moshi er byen, hvor mange Kilimanjaro-bestigere gør holdt enten inden eller efter at have prøvet kræfter med bjerget, og det var helt uvant pludselig at se andre hvide mennesker. Byen var dog ganske fin, så det er forståeligt, at mange vælger at lægge vejen forbi. Sidst på dagen forsvandt alle skyer og vi havde frit udsyn til Kilimanjaro. Det bjerg er det flotteste, jeg nogensinde har set; det står alene og tårner op mod himlen – det giver pludselig ret god mening at det kaldes Afrikas tag -, og med tydelige isflager på toppen er det umuligt ikke at blive fascineret. Jeg satser meget på at vende tilbage til Tanzania om et par år for at besøge familien og for at prøve kræfter med Kilimanjaro…
Turen til Moshi-egnen har virkelig bragt et par ekstra dimensioner til den i forvejen uforglemmelige rejse, som jeg påbegyndte for snart 4 måneder siden.

Nu ser jeg dog først og fremmest frem til at nyde den sidste uge her i Kibaha sammen med familien og eleverne inden vi drager mod MS-huset og kan påbegynde vores rejse hjem. Min sidste blog kommer derfor formentlig fra MS-huset dagen inden vi rejser hjem.

Kan I alle have det godt så længe! Glæder mig til at se jer…

Kwa Herini.

Mette

Ps. Et par dage inden vi tog til Moshi var vi til et reflection meeting med vores organisation YPC, hvor MS og blandt andet en delegeret fra Udenrigsministeriet også deltog. Det var en stor oplevelse, hvor vi også deltog i nogle spændende diskussioner. Lidt vildt at opleve den slags hernede og deltage på lige fod med meget kompetente og prominente mennesker, det havde jeg bestemt ikke regnet med hjemmefra…

Afrika vol. 7 (Tanzania part 4) 31/10-09

Hej alle sammen
(30/10 2009)

Så er der igen nyt fra Tanzania. Jeg har lige læst den forrige blog igennem, og de ting, jeg beskrev deri føles allerede som fjernt ude i fortiden…

Nu har vi eksempelvis 101 elever tilskrevet vores Pre Form One-klasse, men heldigvis har lederen af centeret nu også forstået, at det er nødvendigt at dele klassen i to – det har ikke været helt nemt at få ham til at indse det ufikse i at undervise over 100elever på én gang… Elevtallet stiger hver uge, så det må siges at være lidt af en succes, vi er en del af. Eleverne er stadig pragtfulde, selvom det ikke er alle de nye elever, der stryger direkte ind blandt yndlingseleverne.

Min fødselsdag d 9. oktober var rent ud sagt fabelagtig; Mila havde sørget for lækkert morgenbord, Betty og 5 af hendes veninde optrådte med sang og dans, og så var der desuden pakker og gaver hjemmefra. Henne på skolen ønskede alle eleverne tillykke, og jeg delte lidt slik ud til stor begejstring. Om aftenen fejrede familien mig på traditionel afrikansk (?) vis; jeg fik en blå Kanga over skulderen, bind for øjnene og blev ført ud i haven, hvor der var pyntet fint op med dug og blomster. På bordet stod den flotteste kage, en høj blå bil med påskriften ”Happy Birthsday Mette”, som min ”moster” havde medbragt fra Dar es Salaam. Der blev sunget en masse, og efter traditionen skulle jeg made hver gæst med et stykke kage og omvendt, hvilket i sidste ende betød, at jeg fik ret så meget blå kage. Efterfølgende tog Mila og jeg ud at spise på Jaumbe, som er blevet vores stamsted. Det var virkelig en fantastisk dag, og det var rigtigt dejligt, at alle havde gjort så meget ud af at fejre mig hernede, når der nu er så langt hjem til far og mor…

Siden sidst har vi også været til fodbold i Dar til en Vodacom League kamp mellem Simba og African Lyon, som Simba vandt 1-0. Det var rigtigt fedt at opleve stemningen, og de mange glade mennesker. Uhuru ( = uafhængighed) Stadion var fyldt til randen, men der var ingen ballade overhovedet. Kampen var ret spændende; ingen af holdene benyttede midtbanen, men tonsede konstant frem og tilbage mellem målfelterne og væltede i chancer. En noget anderledes form for fodbold end derhjemme, men et godt alternativ når AGF nu ikke frekventerer disse kanter.

Vi er ”netop” hjemvendt fra en fantastisk uge på bountyøen Zanzibar, hvor vi nød en afslappende ferie med de andre volontører.
Det var en stille og rolig uge, men måske den uge nogensinde, der er gået hurtigst. Vi ankom med færge fra Dar lørdag d 17/10 og havde lejet to lækre huse på øens ikke-turistede østkyst. Jeg boede sammen med Rikke, Maria, Sine, Kristoffer og Tue i det skønneste hus omgivet af palmer og det Indiske Ocean. Man vågnede hver morgen – og faldt i søvn hver aften – til lyden af bølgerne, som brusede lige ude foran huset (i hvert fald når der var højvande). Når vi skulle lave mad klatrede vi op i palmerne og hentede et par kokosnødder, men måtte hente resten af varerne i de små, og lidt for godt gemte, butikker rundt omkring i Jambiani, som byen hedder. Der var som nævnt ikke rigtigt nogle turister i området, hvilket var rigtigt rart, da vi efterhånden føler os mere som ”tanzaniere” end som ”rige” mzungu turister. Det var lidt mærkeligt at blive betragtet som turist, når man slet ikke følte, at man hørte ind under den kategori, men i virkeligheden var det jo lige netop det, vi var i den uge.

Jeg brugte en del tid på at ligge i hængekøjen og nyde udsigt ud over oceanet, og derudover gik tiden med at bade, gå ture, spise god mad og tage på forskellige udflugter rundt på øen. Blandt andet var vi på Blue Safari; en snorkeltur ved de mest fantastiske koralrev man kan forestille sig. Vi sejlede i en lille, og meget bølgepåvirket, båd ud til nogle bittesmå øer, hvorfra vi så fik lov til at svømme rundt blandt koraller og farverige fisk. Vi var også et smut forbi en lille grotte/lagune, hvor vandet var varmere end det vand, man finder i bruserne hernede. En af de ansatte på turen havde en abe med, som jeg var så uheldig at blive ”overfaldet” af. Den bed mig sågar i panden, men umiddelbart tænkte jeg ikke andet end at det da var en lille, dum lorteabe, indtil de andre gjorde mig opmærksom på, at den slags kan være ret farligt, fordi aber af og til bærer sygdommen rabies, der netop smitter gennem kontakt mellem spyt og blod. Der er kun en mikroskopisk chance for, at jeg er blevet smittet, men da sygdommen er dødelig, hvis ikke man kommer i hurtig behandling, besluttede jeg – efter pres fra de andre – at påbegynde rabiesbehandlingen som består af 5 indsprøjtninger i løbet af en periode på 28 dage, og som forløber ganske fint.

Derudover var vi en tur i Stone Town, øens arabiskinspirerede hovedby, som til gengæld kompenserede så rigeligt for den manglede turisme i Jambiani. Islam og arabisk byggestil dominerer byen totalt, og når man går i de små snævre gader, er det som at vade rundt i fortidens Cairo, hvor det er vigtigt at bevare fokus for ikke at fare vild blandt de mange kaffebarer og souvenirbutikker. Lige så vigtigt var det at bevare fokus, når man endelig kom ind i souvenirbutikkerne, for inden jeg fik set mig om, havde vi købt den halve butik.

Da jeg endelig fik set mig om var det igen blevet lørdag, og tid til at forlade Zanzibar og i stedet drage mod Kibaha, og den sidste fjerdedel af vores eventyr. Desværre blev jeg rigtig syg på hjemturen og blev indlagt på Tumbi Hospital lørdag aften med en slem maveinfektion. Søndag blev jeg kørt til Dar es Salaam til videre behandling, og vendte således først tilbage til Kibaha onsdag eftermiddag (d 28/10). Det var lidt af en forskrækkelse, ikke mindst for familien hjemme i Danmark, men heldigvis er jeg i bedring, og har fået igen fået mod på den sidste tid hernede. Især var det dejligt at komme i gang med at undervise igen, og så ser jeg ellers frem til vores tur til Kilimanjaro-regionen Moshi, hvor vi skal til bryllup i midten af november. Vi har netop fået vores kjoler hjem, som er blevet syet ved en skrædder. Håndværket er ikke prangende; kjolerne er pilskæve, men det gør nu ikke det store, for farvekombinationen – pink og creme med guldglimmer – sikrer egenhændigt, at det samlede resultat nødvendigvis bliver hæsligt, men sådan er det, når man tilhører ”familien” og derfor er underlagt en dresscode. Vi tager det dog med oprejst pande, og skal derfor også have ordnet hår og negle så alt matcher, og helhedsindtrykket af absurditet bliver evident. (Jeg vil prøve at lægge nogle billeder af kjolerne ind på facebook)

Det var alt fra denne gang, håber I alle nyder efteråret derhjemme. Her er det muligvis ved at blive sommer – jeg ved ikke helt om man opererer med årstider hernede –, mangoerne begynder lige så stille at modes og falde af træerne og regnen bliver hyppigere og sikrer, at alt bliver frodigt og springer ud. Er for resten begyndt at savne jer mere og mere, så det er jo heldigt nok, at tiden virker således, at der hver dag bliver en dag færre, til at vi ses igen…

Kwa Herini. En fiks grammatisk detalje hernede er, at alle ord forvandles fra ental til flertal ved at tilsætte -ni til ordets endelse. Således poleni, asanteni osv. (Det er sådan cirka det eneste jeg – udover de essentielle gloser – har lært på Swahili.)

Afrika vol 6 (Tanzania part 3)

Grundet forskellige omstændigheder er det først nu, at jeg har fået mulighed for at lægge en ny blog ind. Den vigtigste grund må siges at være, at vi ikke har haft strøm i over en uge, og derfor ikke har kunnet benytte Milas computer, som vi skriver vores blogs på. Derudover har vi været travlt optaget med alt muligt andet, så det er ikke engang evident, at der ville være kommet nyt fra mig, hvis vi ikke havde manglet strøm.
Det med strømmen har dog været ret irriterende; der bliver mørkt på slaget 19 hernede, så det er meget begrænset, hvad man kan give sig til, når der ingen lys er. Det er uhyre besværligt at forbedrede undervisning, gå i bad, være på toilet eller blot læse når husstanden (syv personer) har 2 stearinlys og en enkelt pandelygte til deling. Reelt er der kun én mulighed, og det er at gå i seng, så vi ligger som regel under myggenettene kl. 21. Den manglende strøm har dog en altoverskyggende fordel, og det er at vores familie ikke har mulighed for at høre deres religiøse radioprogrammer og cd’er, samt se kristne prædikener og musikvideoer i tv. Disse ting kører ellers gerne nonstop her i huset; ofte med start fra kl. 06 om morgenen som en art aparte kollektiv morgenvækning. Det er dissideret rædselsfuldt og en smule skræmmende at lytte til, da prædikenerne ofte er ret vrede…
Generelt er jeg bliver jeg mere og mere skræmt af religiøsiteten hernede. Det fylder alt, og især de kristne er meget troende; vi bliver dagligt forhørt om vores religiøse overbevisning og om, hvor ofte vi går i kirke og, hvor meget vi beder. Det er dog ikke sådan, at kristne og muslimer ser ned på hinanden; faktisk er folk overvældende tolerante overfor andre trosretninger, men de kristne er ret fordømmende indbyrdes. Heldigvis tager vores familie det okay, at vi ikke er synderligt kristne og siden vi afslog at lede bordbønnen har vi ikke hørt mere for det. Det er dog stadig løjerligt, at vores mor faster hver anden uge året rundt, da hun mener at hendes bønner bliver mere hørt af den grund. Men fint, så længe det ikke afkræves af resten af familien, heriblandt Mila og jeg.
Efter en måned i Tanzania har jeg stiftet bekendtskab med nogle besynderlige fænomener hernede. Blandt andet er det gængs, at to venner – altid af sammen køn – holder i hånd når de går sammen. Det er primært populært blandt mænd, og selvom der ikke er noget seksuelt i det, så ser det stadig lidt sært ud, når to forretningsmænd går ned af gaden med hinanden i den ene hånd og lædermapper i den anden hånd.
Blandt kvinder er parykker det helt store hit. Man vil helst ikke ligne afrikanere for meget og barberer derfor håret (på hovedet!) væk eller reder det helt ud, hvorefter man placerer en paryk – gerne med kuriøs hårgrænse. Der er status i det, så jo tydeligere det er, at man har kunstigt hår på hovedet, jo større et plus er det. Det ser ofte helt vanvittigt ud med hår der starter, hvor øjenbrynene slutter eller skilninger der er uhyre asymmetriske.
Et andet hit er gadesælgere, som findes ved ethvert busstoppested og på enhver strækning, hvor der er mulighed for kødannelse. Indfaldsvejene til Dar er meget utidssvarende og der er konstant kø til og fra byen; det hjælper så heller ikke, at der i de store vejkryds ikke benyttes lyskryds, men blot en meget autoritativ politimand (svarende til en rutineret hjemmeværnsmand) som dirigerer uoverskuelige mængder trafik. I disse køer går der hundredvis af gadesælgere rundt og tilbyder ting som tyggegummi, aviser, frugt, nødder, et nyt rat til bilen, duftfriskere, toiletbørster, kager, håndklæder, hjuldæksler, gryder, sokker og stort set alt, hvad man ellers kunne være for doven til at købe andre steder. Det er reelt ét stort drive-in supermarked, og noget næsten alle benytter sig af. Men mest af alt, er det en blanding effektivisering og dovenskab, som holder rigtigt mange unge mænd beskæftiget.
Siden sidst jeg skrev, har jeg som nævnt oplevet en hel masse; blandt andet har jeg været involveret i min første bestikkelsessag. Så udbredt som korruption er i Afrika, er det faktisk lidt vildt, at der skulle gå hele 51 dage, før jeg første gang stiftede bekendtskab med dette. Det var egentlig en lidt traumatisk oplevelse; jeg var i Dar med en medarbejder fra YPC, Lily, og en freelancemedarbejder som ofte agerer chauffør. Mens Lily var inde i en møbelhandel i den centrale del af byen, sad jeg og ventede i bilen sammen med chaufføren, da 3 uniformerede betjente kom hen til bilen. To af dem – med politistavene fremme – satte sig ind i bilen; den ene på forsædet of den anden på bagsædet ved siden af mig, mens den sidste stillede sig hen til chaufførens vindue. Der blev diskuteret voldsomt på swahili, og jeg fik på et tidspunkt forklaret, at vi åbenbart havde overtrådt en bunke love (fiktive, naturligvis), og vi derfor øjeblikkeligt måtte følge med til afhøring. Jeg var helt blank, men da chaufføren stak en af mændene en bunke pengesedler, tragisk nok kun ca. 20 kr., fortrak mændene sig igen, og det gik op for mig, at de blot var ude efter lidt penge under bordet. Bagefter trak chaufføren blot på skuldrene og sagde ”This is Dar es Salaam, everybody needs money”…
Turen til Dar bød dog også på positive oplevelser; for det første fik jeg pakken med slik (til Mila og jeg) samt tøj og legesager til Sharifa. Det var simpelthen skønt med en pakke hjemmefra! For det andet, fik jeg lov til at møde nogle af de mest indflydelsesrige personer i den tanzaniske sportsverden. Hvor vi i Danmark kun har AGF, har Tanzania to altdominerende storklubber, Yanga og Simba. Jeg er blevet lidt glad for Simba, og har længe ledt efter klubbens fodboldtrøjer, da jeg gerne vil købe en til Kristoffer (fødselsdagsgave) og Tue (min kæreste, hvilket jeg muligvis har glemt at nævne), men trøjerne er ikke til at finde i nogen sportsbutik, da de kun sælger trøjer fra udenlandske storklubber. Lily besluttede derfor, at vi skulle tage hen til Simba-building, hvor vi gik direkte op på direktionskontoret mens der var bestyrelsesmøde. De var ovenud begejstrede, så jeg måtte præsentere mig selv på swahili overfor den samlede ledelse i Tanzanias største fodboldklub, og forklare, hvorfor jeg gerne ville have deres trøjer. Desværre havde de ikke nogle på lager for øjeblikket, men vicedirektøren havde en enkelt på sit kontor, som jeg kunne købe, og så ville de fluks trykke nogle nye og give lyd når de har dem klar. Det var en ret fed oplevelse…
En anden stor oplevelse var da vi var med YPC til Civic Awareness Talk i forbindelse med deres TOT (Training of Trainers) program. Det gik ud på, at TOT-deltagerne foran et ret stort publikum skulle optræde med dans, skuespil, sang (af en albino) og taler for at sprede budskabet om, hvor vigtigt det er, at folk stemmer til de kommende regionalvalg senere på året. Vores ”mor” var for resten en af deltagerne. Det var en rigtig fed oplevelse, hvor Mila og jeg fik en uventet hovedrolle. Vi havde egentlig bare regnet med at skulle være tilskuere, men sad i stedet med ved hædersbordet sammen med YPC’s direktør (vores ”far”), religiøse ledere, en borgmester og prominente politikere. Vi skulle tilmed holde en tale og præsentere både os selv, eventen og snakke lidt om vores demokratiske praksis i Europa – det havde måske været meget rart at være forberedt på dette… Da TOT-deltagerne skulle have deres diplomer og certifikater skulle vi også stå og lykønske dem og give hånd og alt muligt. Selvom det er en stor ære at være med til den slags, er det samtidig lidt ambivalent fordi vi ved, at vi kun får de privilegier fordi vi er hvide, og fordi det giver prestige at have os med. Vi oplever den slags særbehandling over alt, og det bliver nemt for meget, at vi altid er i fokus.
Heldigvis er vi efterhånden så kendte hernede, at folk ikke længere råber mzungo efter os, men i stedet sister, madam (det hader jeg), teacher eller sågar Shikamo, som betyder ”respektfuld hilsen” og gives til alle der er ældre end én selv. Jeg er begyndt at løbe næsten hver dag, og det er lidt fedt, når jeg på ruten møder nogle små børn der råber Shikamo, selvom man også kommer til at føle sig lidt gammel på den ufede måde. Det er dog bedre en mzungo, og i det mindste ved jeg hvad jeg skal svare; nemlig Marahaba.
Det går stadig rigtig godt med at undervise; jeg er helt tosset med mine elever – har over 30 nu – og de kan tydeligvis også godt lide os. Vi er begyndt også at have dem til idræt to timer ugentligt, hvilket er rigtigt fedt. Jeg glæder mig til at komme ned på skolen hver dag, og har det generelt fabelagtigt. Måske er det indbildning, men jeg synes allerede eleverne har forbedret sig betragteligt.
I engelsktimerne er yndlingslegen ”where is the banana?”, som vi har det ret sjovt med. Kan allerede nu mærke at jeg kommer til at savne flere af dem – primært drengene, for pigerne er rigtigt svære at komme ind på livet af – når vi skal hjem, men heldigvis er vi kun halvvejs!
Sidste weekend var Mila og jeg i Dar, hvor vi betalte en lille sum for at få lov til at bruge poolen på en af byens mest luksuriøse hoteller. Hotellet ligger på en klippe ved kysten, og er generelt rigtigt lækkert. Her var vi hele dagen, og fik lidt lækkert mad oveni. Der skal vi helt sikkert hen igen. Dog måske først efter Zanzibar, som nærmer sig med hastige skridt.
Det var alt for nu, beklager hvis det var for langt, men det er lidt svært at begrænse sig når man oplever så meget hele tiden. Håber alle har det godt. Jeg vil for resten bliver ovenud begejstret for et brev eller to, så feel free…! Næste gang vil jeg blandt andet fortælle lidt om en enorm Graduation Ceremony vi har været til.
Er der i øvrigt nogen der ved om udtrykket at ride nogen som en mare har relation til begrebet mareridt? Det har jeg tænkt en del over hernede i den tid, hvor vi ingen strøm har, og jeg forsøger at få tiden til at gå inden jeg kan falde i søvn.

kaerligst
mette

Afrika vol. 5 (Tanzania II)

Salama
Så er det igen blevet tid til lidt nyt fra mig, og selvom det kun er en lille uge siden jeg sidst gav lyd fra mig, har jeg alligevel en del at berette denne gang.

Først og fremmest er vi flyttet ud til ”vores nye familie”, hvor vi har det rigtigt godt. Til trods for, at familien bor ”pænt” – svarende et dansk kolonihavehus over middel – foregår de fleste af dagens gerninger stadig på traditionel afrikansk vis. Vi har hverken ovn eller kogeplader så madlavningen foregår, siddende på et sivtæppe, over flammerne fra små bål af kul og tager utroligt lang tid (min. 2 timer pr måltid). Vi hjælper ofte til med at lave mad, og har blandt andet lært at lave chapati; en slags avanceret pandekage, som det tager næsten 3 timer at lave, og som smager fremragende.) Det er rigtigt hyggeligt at lave mad sammen med vores mor, som gør meget ud af, at vi skal lære at lave traditionelle afrikanske retter, pt. er det dog kun chapati jeg umiddelbart kunne forestille mig at prøve kræfter med derhjemme. Det meste mad indtages desuden uden brug af bestik, hvilket jeg er ret begejstret for, men det er nok ikke en vane jeg vil få meget ros for at tage med hjem…

Vores nye hjem har både bruser og rigtigt toilet, men ingen af delene er forbundet til noget vand, så vi bader stadig ved at fylde en balje med koldt vand, som man så pjasker lidt ud over sig selv indtil man får taget mod til sig til at tømme baljen over hovedet på sig. Det er dog ikke så slemt som det lyder; faktisk har jeg det fint med at vandet er køligt ( = iskoldt). Toiletbesøgene volder os derimod lidt større kvaler, da vi stadig ikke helt har fundet ud af hvordan praksis er. Da vi ikke kan skylle ud, er det egentlig ikke væsentligt forskelligt fra sid-på-hug-toiletterne, og på begge typer toilet har man har en spand med vand og et lille bæger til rådighed. Vi ved stadig ikke helt, hvordan processen med at tørre sig foregår, så vi køber trofast toiletpapir i Maili Moja, og går helst ikke rundt uden en rulle i tasken. Hele processen er dog blevet betydeligt nemmere efter, at jeg nu har fået fuldstændig styr på tropperne.

Tøjvask foregår også i hånden, og der må jeg tage hatten af for kvinderne hernede; selv det mest beskidte tøj kan de få skinnede rent og hvidt, mens vi skal være heldige hvis vores forsøg resulterer i andet end at vores tøj kommer til at dufte af vaskepulver. Det er dog lidt hyggeligt at sidde og nørkle med at få et par tennissokker rene, så selv den disciplin kan jeg ikke brokke mig over.

Det er heller ikke ligefrem typisk dansk, at små aber løber rundt i området og svinger sig i træerne, som de gør her, så jeg er fint tilfreds med graden af ”luksus”, og føler stadig jeg får oplevet Afrika, om end ikke en lige så fattig og primitiv del af Afrika, som hvad vi oplevede i Kenya.

Generelt for Afrika, for rige såvel som fattige, er religionens betydning. Jomo Kenyatta, Kenyas første præsident, har engang udtalt følgende, ”da missionærerne kom, havde vi landet og de havde biblen. De lærte os at bede med lukkede øjne. Da vi åbnede dem igen havde de landet, og vi havde biblen.” Selvom størstedelen af jorden nu er tilbage i hænderne på afrikanerne, har biblen stadig enorm betydning hernede, hvilket også gør sig gældende for vores nuværende familie. Hvert måltid indledes med en lille bøn, religiøse motiver præger indretningen og familien går trofast i kirke hver søndag – moderen synger endda med i koret. For at vise familien, at vi er glade for dem, indvilligede vi derfor i at tage med i kirke i søndags. Vi viste dog ikke, at gudstjenesten begyndte kl. 07 sharp eller, hvad der var endnu værre, at den varede hele 3 timer! Det var en lidt lang affære, hvor vi desuden skulle rejse os op og præsentere os selv (på swahili, forstås). Jeg tror dog vi slap billigt; for selvom vi skulle overvære både synkrondans af et meget umage karaoke-band, gospel i monstrøse mængder og hele seancen sluttede af med en auktion ude foran kirken, hvor diverse genstande doneret til kirken var på bud, så findes der slemmere menigheder end den vores familie tilhører. Her tænker jeg primært på en af vores kolleger på YPC, som konstant forsøger at lokke os med til hans kirke, hvor de åbenbart ofte tager på små korstog (!), frelser hinanden og ser lyset på den der sekt-agtige måde, som jeg er så uhyre bange for.

Vores job på YPC er vi for alvor kommet i gang med; Mila har egenhændigt lavet en brochure til den kommende store kampagne (Youth Vote Project), og i går aftes blev en pressemeddelelse, jeg har lavet, optalt i ”radioavisen”. Det er vildt fedt, at vi kan se, at vores arbejde er vigtigt og bliver påskønnet. I dag har vi desuden deltaget i en konference, hvor YPC præsenterede vores kommende projekter for distriktspolitikere og –embedsmænd, hvoraf nogle vist var ret prominente. Her skulle vi igen præsentere os selv på swahili, hvilket har det med at blive kortvarigt. På fredag skal vi desuden ud i lokalsamfundet for at snakke og holde møder med forskellige mennesker/grupper. Vi arbejder desuden på nogle tiltag, som måske kan blive en østafrikansk filial til DGS. (Saila, jeg gør, hvad jeg kan!)

Vores arbejde på skolen går lidt mere trægt. I sidste uge var vi på besøg på hos 14 Primary Schools i området for at værge elever til vores pre form 1 education. (Mila og jeg var primært med som lokkeduer fordi mzungo’s gør åbenbart alt mere interessant). Skolesystemet i Tanzania er indrettet således, at man går 7 år i Primary School, hvor al undervisning foregår på swahili. Herefter er der 4 års Secondary School, hvor al undervisning foregår på engelsk. For at kunne klare springet har de fleste elever brug for ekstra undervisning, pre form 1, som foregår fra septemer og til Secondary School starter i januar. Det er et meget usmart system, hvilket alle er enige om, men det lader ikke til, at det er noget man overvejer at ændre… Mandag kl. 8 skulle vi så starte undervisningen, men den første elev kom først kl. 9 (this is Africa), og han skulle desværre vise sig at være dagens eneste elev, hvilket var ret nedslående; især fordi Mr. Ali havde snakket om op mod 200 elever, men vi var åbenbart ikke helt så store trækplastre som forventet. Det var derfor med bange anelser, jeg mødte op på skolen i morges (tirsdag), men til min store forbavselse sneg vi os i løbet af formiddagen (de kom dryssende) op på hele 5 elever! Jeg er derfor spændt på, hvor mange der kommer i morgen, men hvorom alting er, så var det lækkert at komme i gang med undervisningen, og elever er rigtigt søde, selvom de er meget dårlige til engelsk.

Generelt går det efterhånden rigtigt godt i Kibaha; vi begynder at nærme os en tilstand, som bedst kan beskrives som hverdag, hvilket er skønt! På lørdag skal vi til Dar, hvor vi vil ligge ved stranden/poolen hele dagen, og hvad der er nok så vigtigt, så skal vi først et smut forbi centralposthuset i Dar, hvor der ligger en pakke og venter til mig. Den er fra mor, for stor til at være kunne være i MS’s postbox, og skulle eftersigende indeholde uhyggelige mængder slik fra Danmark, og er noget jeg har set frem til med større længsel end min snarlige fødselsdag. (Tusind tak, mor!)

Mila og jeg har for resten fremragende sammen, og har allerede vores næste eventyr i støbeskeen – en cykelferie til Fanø. Planen er at cykle til Esbjerg (eller så langt vi gider og så sætte os i et tog), tage færgen til Fanø og så ellers bare campere rundt omkring på den herlige lille ø. Naturligvis ikke uden at lægge vejen forbi Fanø Bad, som jeg har besøgt utallige gange i årernes løb. Det glæder jeg mig allerede til!

Ha’ det godt derhjemme. Jeg begynder efterhånden at savne jer mere og mere – men på den gode måde, hvor jeg glæder mig til at se jer alle igen!

Jeg har forresten vaeret afsted i 45 dage og har 74 tilbage!

Afrika vol 4. (tanzania)

Mambo!
Det er efterhånden længe siden jeg sidst lagde en blog ind, og meget er sket siden jeg beskrev turen til Mount Kenya.
Vigtigst må siges at være, at jeg nu befinder mig i Tanzania og byen Maili Moja i Kibaha-distriktet, som skal være min placering og ikke mindst mit hjem de næste 3 måneder. Inden jeg kommer nærmere ind på dette, vil jeg lige fortælle lidt om min sidste tid på Daraja (MS Platformen i Kenya).
Vi tog fra Daraja fredag d 28. august, men havde forinden et par mindeværdige dage på platformen; onsdag lavede Marie, en af vores lærere, spaghetti med kødsovs + salat til os, hvilket må tage prisen som det absolut bedste måltid under min tid i Afrika. Det var som at tilbringe en kort stund i himlen.
Torsdag tilbragte vi hele dagen i Nanyuki, først som led i vores undervisningstema om unge og demokrati, og senere i forbindelse med vores afskedsmiddag/fest. Mellem disse ting var der dog en pause på et par timer som jeg formåede at forvalte efter bedste evne sammen med Nicoline, Kristoffer og Tue. Vi indlogerede os på Hotel Ecuator, og tog derefter hen på Sportsmanns Arms Hotel, hvor vi lå ved poolen, fik et par Tusker-øl og slappede af. Det var ren luksus, og perfekt, hvis det ikke havde været for de britiske soldater, som ”underholdte” med at lave ”bomber” når de sprang i vandet. The Royal British Army har en halvstor træningsbase i nærheden af Nanyuki, og aldrig har jeg set så sølle en bunke soldater. Alle som en har de pigment som Poul Scholes, næsten alle er utrænede og en overvejende del må siges at være direkte kvabsede. Eftersigende tilbringer de størstedelen af deres tid ved poolen (om dagen), eller i baren på byens forskellige natklubber (om aftenen). Kenyas største avis berettede for nylig om, hvordan de har fået stjålet materiale for op mod 1mio USD fra deres base i løbet af godt en måned; suspekt mange kenyanere i Nanyuki-området går da også rundt med grej som army-jakker og andet. Nå, men mere om dem senere…
Afskedsmiddagen blev indtaget på Sportsmanns Arms, som har byens førende restaurant. Det var rigtigt hyggeligt med god mad, øl og rødvin. Efterfølgende tog vi på hotellets natklub, hvor vi festede med hinanden, britiske soldater og afrikanske ludere (ses ofte i selskab med soldaterne). Vi havde det rigtigt sjovt; festede og dansede, indtil samtlige tilstedeværende soldater på et tidspunkt så sig sure på os og vi derfor måtte flygte ud til vores hoteller rundt om i byen. Ret bemærkelsesværdigt, at min første traumatiske oplevelse i Afrika ikke involverede afrikanere, men derimod medlemmer af den britiske hær, som jagtede os – en gruppe danske volontører – rundt i byen. Heldigvis slap vi dog nogenlunde helskindet fra det, og heldigvis var det først sidst på aftenen optrinnet fandt sted, så det var stadig en god aften.
Dagen efter skulle vi gennem evaluering og derefter af sted mod Nairobi, hvor vi skulle overnatte inden vi lørdag fløj mod Dar es Salaam. Det var meget mærkeligt at tage afsked med Daraja og de andre volontører, som havde været hhv. vores hjem og vores ”familie” i en lille måneds tid.
Ved ankomst i Dar blev vi indlogeret på MS Guesthouse, hvor vi skulle bo nogle dage som en ekstra forberedelse til vores volontørophold. Vi var elleve, som skulle arbejde i Tanzania, så det var rart, at vi stadig var nogle stykker sammen. Dagene blev brugt på at se lidt til Dar, få kendskab til MS-kontoret, få lidt praktiske oplysninger om sikkerhed og andet i Tanzania, samt lære lidt swahili. Åbenbart er det ikke helt det samme swahili man snakker i Kenya og Tanzania, hvilket er lidt ærgerligt eftersom vi modtog undervisning i Kenya. Siden ankomsten til Dar, har min mave desuden haft lidt tilvænningsvanskeligheder, og pt. kæmper jeg på 12. døgn med at få samling på tropperne. Det må siges at være alt andet end optimalt, men dog en oplevelse…
Efter 5 dage i Dar var det endelig tid til at tage ud til vores placeringer, som er vidt forskellige steder i Tanzania. Mila og jeg skulle som sagt til Maili Moja, som er en lille, hyggelig by ca. 60 km fra ”Downtown Dar”. Byen har lidt markeder, små shops, en skøn størrelse og er generel ganske fin. Distriktet rummer en masse uddannelsesinstitutioner samt et stort hospital (Tumbi), som vist nok blev bygget af Danmark, Norge og Sverige i 60’erne og 70’erne. Mila og jeg er desuden blevet lidt af en attraktion i byen, da ikke mange Mzungo’ s (swahilibetegnelse for hvide mennesker) frekventerer Kibaha og Milji Moja. Dagligt råber både børn og voksne mzungo efter os, men efter hvad vi kan forstå, så er det snarere en konstatering fra deres side end ment som en fornærmelse.
Selvom byen og stedet er fint, så var det en meget mærkelig oplevelse at blive sat af og efterladt her. Nu er det pludselig kun mig og Mila, og det gik nok først op for mig, da vi så MS bilen køre væk. Indtil nu har vores tid i Afrika været sikker og tryg, og det er først nu vi skal til at stå på egne ben. Familien vi bor hos består af mr. Ali (godt nok staves det Ally), hans kone Sulfa, deres 3-måneder gamle datter Sharifa (verdens sødeste barn), Sulfas niece Rema (forstår absolut intet engelsk), Alis søster Bahati (kan kun sige ”of course”, og har desuden et imponerende gedeskæg!), Alis bror Saidina samt Saidinas ven Herfrid. Mr. Ali leder den skole vi skal undervise på, og både Saidina og Herfrid hjælper til med at undervise på den. Eller, skole er måske for meget sagt, for det er egentlig bare et skur, hvor væggene er væk og bliktaget holder sammen på det hele. Men det er blot med til at gøre oplevelsen autentisk. Desværre begynder de elever, vi skal undervise, først i næste uge, så med hjælp fra MS har vi fået job hos deres partnerorganisation YPC (youth partnership countrywide), som arbejder med unge og demokrati. Det er rigtigt fedt at hjælpe dem med deres kampagner, og vi har fået det arrangeret således, at vi skal hjælpe dem hver eftermiddag fremover, og ikke kun mens vi ingen elever har. Det er helt perfekt, at vi har to spændende, og meget forskellige jobs.
Familien vi bor hos er i og for sig sød nok, men fordi de er muslimer og holder Ramadan nu, fik vi ikke rigtigt noget at spise de første dage vi var her, hvilket var ret ubehageligt. Det lille spædbarn tager desuden meget af Sulfa og pigernes tid, så vi er lidt til overs i familien – ikke mindst fordi næsten ingen af dem forstår eller taler ret meget engelsk. Vi har derfor selv fundet en anden familie, som vi flytter hen til på lørdag. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Faderen, Israel, er direktør for YPC og verdens rareste mand. Hans kone, Elly, er primary school teacher (folkeskolelærer) og rigtig sød ved os. De har to børn, Betty og Brighton på 10 og 8 år. Familien er helt perfekt, bor lidt uden for byen og har en lille have og det hele. Alle 4 snakker godt engelsk, så det bliver skønt at komme til at bo hos dem.
Heldigvis tager Mr. Ali og hans familie det pænt, og vi har snakket om at tage sammen ind og se en fodboldkamp mellem to af landets førende ligahold. Det vil jeg vildt gerne…
Ellers ser jeg frem til at se de alle de andre i uge 43, hvor vi har lejet et beach-house på Zanzibars østkyst.

Håber I alle har det godt, internetforbindelsen er rigtig dårlig her i byen, så det bliver nok ikke mange blogs, jeg får lagt ind.

Mit afrikanummer er for resten: +254 73 73 462 75.

Afrika vol. 3

Jambo sana!

Da jeg drager mod Tanzania og Dar es Salaam på fredag, bliver dette min sidste kenyanske blog, og det er derfor tid til at gøre status over mine små 25 dage her midt på savannen for foden af Mount Kenya (som jeg nyligt er kommet tæt ind på).

Blandt de vigtigste, og mest positive, ting må siges at være det faktum, at det endelig er begyndt at regne lidt hernede. Det er godt nok små sporadiske byger, men det er stadig værd at fejre.

Jeg har efterhånden også stiftet bekendtskab med den kenyanske infrastruktur, og jeg ikke fået indtryk af, at vejene hernede har undergået nogen synderlige vedligeholdelse siden briterne forlod landet i 1963, således er hullerne så store, at en stor del af kørsel foregår ved siden af vejene i stedet for på vejene. At ulykkesraten i trafikken er så alarmerende høj i Afrika er ikke længere det store mysterium for mig.

Maden er jeg efterhånden også ved at gå helt kold i; savner godt nok alternativer til bønner og ugali, men håber det bliver bedre i Tanzania, hvor jeg skal bo nær kysten og derfor forhåbentlig får fisk en gang i mellem. Pt. lever vi på det nærmeste som vegetarer, den ugentlige kød-dag er en kamp at komme igennem, da kødet er til at overse og der til gengæld er en overflod af brusk/fedt. I torsdags var Tue og jeg dog inde i Nanyuki for at spise, og valgte at kompensere for det manglende kød med at bestille meat-menu med 5 slags kød + rødvin. Det var absolut fantastisk!

Apropos mad, så var vi på udflugt hos nogle lokale stammer i søndags, som skulle lære os at lave traditionel afrikansk mad. Jeg var i gruppe med Tue og Kristoffer og blev plantet hos et hold bedsteforældre, som udelukkende snakkede swahili, men som heldigvis havde deres ældste barnebarn boende, som kunne tale moderat engelsk. Hun var blevet sendt hjem til bedsteforældrene for at hjælpe dem med ting som at lave mad og hente vand i floden, og må således undvære sine forældre og søskende, som bor flere hundrede kilometer væk…

Men tilbage til emnet, så sad vi der i lerhytten og fik forevist de råvarer, som vi skulle lave maden af; der var bl.a. både kartofler, linser, løg, tomater, kød og gulerødder, så vores forventninger var store. (James, vores kulturlærer, havde stået for indkøbene og der var vist lagt op til en festmiddag). Desværre levede maden ikke op til potentialet, da resultatet var en enorm portion ugali, en ”kød”-ret med en mærkelig grøn kålart og en mos af linser og kartofler, der var mere melet end ugalien (som udelukkende består af vand og mel). Det krævede sand viljestyrke at få maden ned, hvilket jo var lidt ærgerligt, især fordi vi havde brugt næsten 3 timer på at lave den..

Efter maden var der autentisk afrikansk story-telling, men jeg har en ide om at en del var ”lost in translation”, da historiernes pointer gik fuldstændig forbi mit hoved. Uagtet dette var det dog en fed oplevelse at være med til og helt sikkert noget jeg ikke glemmer foreløbig.

Andre store højdepunkter den seneste tid har været vores tur til Mount Kenya i lørdags. Vi tog fra Daraja tidligt om morgenen, og var alle forventningsfulde mht. dagens strabadser. Vi havde valgt ”light”-udgaven og blev således kørt op til 3300m, hvorefter en guide så skulle følge os op til ca. 4000meteres højde (altså lidt over 700m, men da man jo ikke går lodret, blev det til ca. 3km hver vej. ). I skoven foden af bjerget så vi måde en horde af bavianer, en elefant og et par zebraer.. Da vi endelig nåede bjerget, var der desværre en hel del skyer, så udsigten lod noget tilbage at ønske, men det var alligevel vildt fedt. Vi gik langs små stier og havde rig mulighed for at nyde naturen og den friske luft.

I marts hærgede en skovbrand desværre det meste af bjerget, hvilket har taget hårdt på plantevæksten. Vores guide berettede en del om flora og fauna, og fortalte desuden om de kenyanske patrioter, som havde måttet lade livet i regnskoven for foden af bjerget under frihedskampene mod briterne i 50’erne og 60’erne. Det var utroligt spændende at høre om. Vi spiste frokost i 4000meters højde, og efterfølgende fik et par stykker af os lov til at fortsætte lidt op af bjerget mens resten af holdet begav sig nedad. Præcis da vi påbegyndte nedstigningen, begyndte det at styrtregne og hagle, hvilket vi ingenlunde havde pakket tøj efter. Så i løbet af få minutter var jeg gennemblødt fra top til tå, men det gjorde det faktisk bare lidt sjovere. Jeg fandt på at løbe ned af bjerget, men efterhånden som vi kom længere ned forvandledes de små stier fra opstigningen sig til regulære vandløb, hvilket gjorde det forholdsvist glat at forcere. Heldigvis faldt jeg kun en enkelt gang, og selvom jeg var første mand henne ved bilerne igen (ok, jeg var vist også kun i kapløb med mig selv), var det måske en lidt dumdristig beslutning at tonse ned af Afrikas næsthøjeste bjerg som en anden Rocky Balboa. Siden da har jeg desuden haft fantomsmerter i lår og balder, men det var virkelig det værd, for det var en rigtig fed oplevelse at være på ”Afrikas loft” – Kilimanjaro omtales som ”Afrikas tag”, men Mount Kenya blot er loftet.

Alt i alt må det siges at have været 25 fantastiske, oplevelsesrige og autentiske dage her på MS Platformen på Daraja Academy i Kenya, som har været en optimal start på mit afrikanske eventyr! Jeg giver igen lyd fra mig når jeg kommer til Tanzania, hvor jeg skal være 5 dage i Dar es Salaam inden jeg skal ud til min volontørdestination i Kibahaprovinsen 60 km fra Dar.

Nu vil jeg tilbage til Olsen Banden, som vi ser på en storskærm, mens vi tænker på alle jer derhjemme + krydser fingre for at vi ikke igen igen rammes af strømsvigt. (Solceller er et håbløst projekt)

Lala Salama Mette.

PS. Hej rikke og sebastian, jeg haaber I nyder studiestart, og jeg haaber at isaer Rikke holder lidt igen i rusugen: du skulle jo noedig afsloere fra start at det stadig kniber med at styre indtaget

Afrika vol. 2

Habari gani? (hvordan går det?)

Hej alle sammen.

Siden sidst er der sket en helt masse; højdepunktet har naturligvis været safarituren til Maasai Mara, så det vil jeg starte med. Maasai Mara ligger 9 timers kørsel fra Platformen, så det tog det meste af fredagen, men det var egentlig en hyggelig tur. Det var især dejligt at se en mere frodig del af Kenya med græs, blomster, marker og skove – her på platformen har vi stadig ikke fået regn, hvilket bliver mere og mere kritisk. Men tilbage til safari så var det en af de største oplevelser i mit liv. Vi så alverdens dyr (bøfler, gnuer, løver, gazeller, antiloper, elefanter, zebraer, kameler, giraffer, bavianer, sjakaler, gribbe, krokodiller, leoparder, flodheste, ørne, strudse, vildsvin, salamandere + diverse ødsler), hvoraf de fleste af dem var blot få meter fra os. Bare det at drøne rundt på savannen i en ægte safaribil med åbent tag var en stor oplevelse. Desuden var maden (treretters menu, der inkluderede kød) på turen en fantastisk afveksling fra de efterhånden lidt trivielle middage her på Daraja.

Swahiliundervisningen hernede går stadig godt, selvom det er svært at lære på så kort tid. Vi har ikke så meget fritid hernede, så den tid jeg har bruger jeg som regel på at gå rundt i området – især et lille bjerg tæt på skolen besøger jeg tit, dog primært fordi det er det bedste bud på et sted med telefonsignal..
Torsdag skal jeg til Nanyuki for at tanke lidt proviant samt at få en god middag, så det glæder jeg mig til. Ellers ser jeg frem til at skulle bestige Mount Kenya (eller noget af det) på lørdag.

Håber på at kunne sende billeder snart, men ellers må I nøjes med bloggen indtil videre.
Kwa heri.
Mette.

Afrika vol. 1

Hamjambo! (Hej allesammen)

Nu er Internettet endelig oppe at køre, og jeg kan give lyd fra mig. Jeg har godt nok købt et kenyansk simkort til telefonen, men signalet er ikke prangende herude på Savannen – faktisk er det stort set ikkeeksisterende. Bortset fra det er alt fantastisk, og jeg nyder det virkelig hernede i varmen. Vi bor på et område, som tilhører Daraja school, en kostskole – finansieret af et amerikansk ægtepar – som giver en uddannelse til unge piger, der ellers ikke ville kunne gå i skole. Daraja-pigerne er utroligt søde, selvom de stadig er ret generte omkring os. De har eksamen i øjeblikket, så vi hjælper dem af og til om aftenen med at læse op.

Bevæger man sig udenfor skolens port står man som sagt midt på savannen, hvorfra der er udsigt til et smukt, men meget tørt landskab – regnen skulle være faldet i marts/april, men pt. er der stadig ikke udsigt til regn, så floden er næsten helt udtørret, hvilket efterhånden er et stort problem for de lokale stammer, som bor få hundrede meter fra os. Jeg krydser virkelig fingre for at vi snart får regn, for ellers bliver det virkeligt kritisk for mennesker såvel som for dyr.

Vi har allerede besøgt flere stammer, og er udelukkende blevet mødt med smil og åbenhed. Især børnene er glade, tillidsfulde og fantastisk søde, så dem ynder vi at besøge og lege med. (Vi spiller bold, leger boogiewoogie osv.) Jeg smelter fuldstændig når de smiler og griner, så jeg overvejer kraftigt at tage et par stykker med hjem.

I søndags endte jeg sammen med tre andre til en gudstjeneste her i lokalområdet, hvor de forskellige stammer mødes om søndagen, og hvor børnene går i skole. Det var en meget stor oplevelse at være med til; der var sang, dans, prædiken, vi skulle op til prædikestolen og fortælle om os selv, og fik sågar en bibel hver selvom der kun var 5-6 bibler til næsten 100mand. Alle var vi i stiveste puds, det være sig regnfrakke, elefanthue, cowboyjakke med fryns eller en Tee-shirt med 50 Cent. Bagefter skulle vi alle give hånd og stå i en rundkreds og bede udenfor kirken. Vi fik desuden lov til at komme når som helst vi skulle have lyst, så det tror jeg vi benytter os af.

I weekenden var vi i Nanuyki, som er en by på ca. 30.000 indbyggere. Byen var ikke specielt interessant i sig selv, men vi fik handlet lidt ind, og fik en frokost, hvilket var tiltrængt afvekslende fra det vi ellers får. Maden er egentlig rigtig god, men det bliver hurtigt ensformigt når hovedingredienserne er bønner/kål + ris/pandekager/ugali (som bedst beskrives som en art kartoffelmos, dog med mel i stedet for kartofler, og uden smag overhovedet). Det er dog stadig over al forventning, og maven klarer det med bravur…

 Badeforholdene er også bedre end forventet, der er rigtige toiletter – selvom dørene ikke kan låses – og der er brusere så vi kan komme i bad, dog er her kun kold vand, og vi skal spare meget, da der jo som sagt er akut vandmangel hernede.                                                                                                             Af dyr har vi indtil nu set zebraer, kameler, bavianer, en pokkers masse får/geder, samt fugle i alle verdens farver. Jeg glæder mig vildt til weekenden, hvor vi skal på safari til masai mara, som er et område alle dyrene krydser på deres vej mod græsset i nord – her kan vi forvente at se The Big 5 (løver, elefanter, næsehorn, geparder og bøfler) samt mange andre dyr. Det skulle være det sprødeste sted at tage på safari i Afrika.

Weekenden efter skal vi ”bestige” Mount Kenya – Afrikas næststørste bjerg, som vi praktisk talt bor for foden af. Vi har to afrikanske lærere, Jessie og James, som er kanon søde og forsøger at lære os swahili og lidt om afrikansk kultur. James er masai, meget lille, smiler hele tiden, og har et utroligt overskud, så jeg begynder at kunne se hvorfor han har to koner…

Jeg håber I alle har det godt derhjemme i Danmark, jeg glæder mig til at se jer igen – og til at høre fra jer en gang i mellem. (Gerne med godt nyt fra AGF) Jeg har endnu ikke fundet postkort, men skriver hjem så snart jeg kan. Ellers vil jeg prøve at skrive her på bloggen en gang om ugen.

Kwa heri na lala Salama (Farvel og sov godt) Mette

fredag, lørdag, søndag, afrika

Med kun 3 hele dage tilbage i Danmark, må det efterhånden snart være tid til mit første indlæg på bloggen. Jeg ved ikke om dette blot bliver én i rækken af utallige blogs under mit eventyr i Afrika, eller om det bliver en (næsten) enlig svale…

Jeg er næsten helt forberedt – eller så forberedt, som man nu kan blive på noget, man egentlig reelt ikke har nogen fornemmelse af, hvad er. Forberedelsesugen hos MS gav selvfølgelig meget, men det jeg skal ned til er samtidig så forskelligt fra det jeg er vant til, at det er svært at forholde sig til.

Det eneste jeg ved at jeg jeg har styr på alt på huskelisten, og at jeg glæder mig uhørt meget. Det undrer mig faktisk,  at jeg ikke er mere nervøs – især når jeg tænker på hvordan min søster reagerede inden hun tog til Australien i 4 måneder (en hel nat uden søvn, og en togtur til Kastrup hvor hun okkuperede vognens eneste toilet fordi hun kastede op af bare nerver.), og hvordan min mor helst ikke ynder at begive sig uden for Ringgaden… Måske det bare ikke er gået helt op for mig endnu.

bom, bom, bom det var det fra nu. May the force be with you. Allways